#d_3104

Campingmutter.dk

 

Anden

Imens vi venter på d. 1. maj

Det er ikke altid det går som præsten prædiker, eller som vi har planlagt. Det gode er, at det går alligevel..

Vi troede fuldt og fast, vi skulle åbne for sæsonen d. 3. april, men Corona ville det anderledes. Vi har besluttet at vente med at åbne for sæsonen til d. 1. maj og dermed lade virus-stormen passerer gennem Danmark, så vi kan åbne i god ro og orden bagefter, når alle kan føle sig trygge. Både vores gæster, vores ansatte og vores familie. Det vigtigste for mig. er at være tryg og glad. Og at mine gæster, ansatte og familie er trygge og glade.

Jeg er heldigvis hverken politikker, læge, analytiker eller sundhedsperson i de her dage, jeg er bare Campingmutter i Bogense. Ja, vi mister (mange) penge på at gå glip af påsken og april. Men det er bare penge. Jeg tjener nogle nye penge en anden dag. Eller et andet år... Ligesom når vi har haft oversvømmelser. De 3 oversvømmelser som der har været på Kyst camping i 2006, 2012 og 2015 har sammenlagt kostet mig en million kroner. Og det var en hel million kroner. Af mine egne penge, også af de penge som jeg ikke havde og som jeg lige havde nået at betale banken tilbage, da den næste oversvømmelse og næste nye lån kom.. 

Hvis en af mine gæster, ansatte eller vores familie var udsat for at slæbe "en dårlig" (som det hed i mine unge dage) hjem til deres familier, kan jeg ikke reparerer det. Det kan jeg et stykke hen ad vejen med penge, så længe Danske Bank vil stå mig bi. Og alle ved jo, at Danske Bank er en ven i nøden.. 

Her kommer i bedste public-service-stil tips og triks, hvad du kan få tiden til at gå med, indtil det bliver campingsæson ved havet i Bogense d. 1. maj.

* Tøm alle skabene i din campingvogn. Dem allesammen! Vask skabene af indvendig og sorter alle tingene inden de kommer ind igen.

* Hvornår har den vogn egentlig sidste fået lavet en gas og fugttest? Måske er det tiden til det nu, hvor vognen alligevel står stille en måneds tid endnu.

* Slå forteltet op og se om det trænger til en lille syning eller en ny stang

* Er alle terningerne til yatsy spillet der, eller trillede der en væk sidste sommer som aldrig dukkede op igen ?

* Måske der skal et helt nyt og sjovt spil til i år?

* Send et gækkebrev til campingmutter. Eller til dit gamle familiemedlem som keder sig. Eller begge dele.

* Syng morgensang med mig hver morgen kl. 09.00 på DR TV, syng HØJT så jeg kan hører det helt i Bogense. (du er glad for, du ikke kan hører jeg synger og det er en skøn måde at starte dagen på)

* 5 uger går hurtigt. Vi ses snart!

Yours Campingmutter

 

 

 

Første

Campingmutter, del 1

Faktisk startede det hele med en cykeltur i 1960..

Min farfar Heinrich Seide Petersen var på cykeltur fra København til Fyn. Han var en fri sjæl, bestyrer i Brugen og havde ud-længsel hele sit liv. Han havde sin cykel, sit telt bagpå og en rygsæk. Det var det. Sådan havde han det allerbedst. På sin cykeltur rundt om Fyn når han til en lille samling af ko og grise gårde, ved Gamborgfjord, og bliver fuldstændig blæst bagover af det magiske syn af, markerne der går helt ud i havet. Han slår telt op for natten på ko-marken og ligger vågen hele natten og kigger på de grønne marker der når helt ud i det blå hav.

Den nat, 15 år inden jeg blev født, blev min skæbne. Heldigvis.

Da det blev lyst om morgenen på ko-marken, gik min farfar op og bankede på bondemandens dør. Han ville gerne købe det stykke af ko-marken som gik helt ned til Lillebælt. Det fik han lov til, dog skulle bondemanden have livstids adgang på markvejen ned til havet, for han gik daglig ned gennem marken og røg sin pibe. Min farfar kaldte den Ronæs Camping og fik emblemet du ser her, som bevis på han havde lov til at drive telt-plads.

Håndslag blev givet og min farfar cyklede glad hjem til København og fortalte sin kone og 4 børn, at de rykkede hele familien op med rode og flyttede ud på en ko-mark for at starte en teltplads. Hvem der bare havde hørt den samtale.

Min Farfars datter, altså min fars lillesøster, ville overhovedet ikke bo på en kornmark, så hun kom på kostskole i storbyen. Min fars to ældre søskende valgte at flytte hjemmefra og blive i byen. Min far landende lige imellem ikke at være gammel nok til at kunne klare sig selv, ved at flytte hjemmefra og samtidig være for gammel til kostskole. Så han kom med. Han var 12 år.

Min farfar byggede to helt primitive træhytter på ko-marken. Den ene boede de i, den bestod af et rum med køjesenge og gasblus til at varme vand på. Den anden træhytte solgte de is fra og tjekkede telt-turisterne ind og ud. Den passede min far. 

 Min Far, Jan Seide, passede også ishuset den dag der kom en hel busfuld skoleelever for at købe is. En af skoleeleverne var den 13 årige Bitten, som senere blev min mor.

Min far og min mor, som på det tidspunkt var 13 og 14 år blev forelskede lige der, over isfryseren. Forelskelsen varede ved, og da min farfar og farmor var ved at være halv-gamle, overtog min mor og far campingpladsen. Det var år 1980. Jeg er født i 1975. Fra jeg var 9 år gammel fik jeg en mælkekasse som vendte på hovedet, til at stå på, så jeg kunne kigge over disken. Jeg tjekkede gæster ind og ud, solgte is og gjorde lokummer rene. For min farfar sagde " Aldrig for fin til at skurrer et lokum, Heidi" Og sådan blev det. i 70érne og 80érne var det stadig praktisk at have børn, som kunne bestille noget. Og det kunne min bror  og jeg. 

Vi vokser op på Ronæs Camping og indgår som det naturligste i verden som en vigtig del af driften af campingpladsen, imens vi går i folkeskole. I 1990 går der kludder i familien og min mor skynder sig at flytte til Nordjylland med sin nye mand, hvor de overtager Ålborg familie Camping. Min far anskaffer sin en ny kone som flytter ind til ham på Ronæs Camping. Jeg flytter i den anledning hjemmefra og sammen med Rehné. Som 17 årig gymnasieelev. 

Jeg fortæller mine forældre, at jeg syntes de har spillet deres kort ret dårligt, ved at arbejde så intenst, at familien faldt fra hinanden.

Jeg bliver uddannet kontorelev og sidder i kundeservicecenter på Vingården i Odense. Det er kedeligt. Virkelig kedeligt. Faktisk så kedeligt, at når en af kollegaerne har 10 års jubilæum og holder reception, får et ur og en halv times ekstra pause af firmaet, har jeg SÅ meget lyst til at gå over til dem, og fortælle, at jeg er ked af det på deres vegne. De har spildt kostbare år af deres liv, de aldrig får igen. Flere har siddet 25 år på samme kontor!

Rehné og jeg gør som der forventes af os i slut 90érne, Vi bygger et nyt hus i et villa kvarter. Med plads til 2 biler i carporten. I en forstad til Odense. jeg tegner huset, Rehné bygger det, vi syntes det er meget sjovt at tegne og bygge sammen. Tilgengæld er det virkelig kedeligt at bo i et villakvarter. Selvom naboerne er vidunderlige, det er nemt til motorvejen, renten er kun 5%, er det lige så kedeligt som at danse til radioavisen. Jeg forstår simpelthen ikke livet i de danske villakvarterer med 8-16 jobs, men gør hvad jeg kan, for at det ser pænt ud imens.

Heldigvis bliver vi beriget med vores Emil i 1999 og efter 1 års barsel skal han i dagpleje. Jobbet venter, så vi kan betale lånet af på huset. En af de sidste dage i min barsel hører jeg Elton John i radioen. Yellow brick road. Jeg stopper op og ved med hver en celle i min krop, at jeg har placeret mig et sted i livet, hvor jeg ikke hører til. I´m going back to my plough...

En samtale 2 generationer senere end dem min farfar havde med sin familie, med det samme tema. Det her liv med parcelhus, 2 biler og pensionsopsparing - det går bare ikke. Vi sælger hele lortet og starter forfra. Med det som virkelig betyder noget. Emil. Og hinanden. Og havet. Alt kan gå, hvis bare vi har hinanden og havet.

Henriette hed hun, bank-damen i FIH der som det eneste penge institut lånte penge ud til køb af campingpladser. Jeg var 24 år, med Emil på 1 år på armen og fortalte hende, at vi havde det her helt særlige hus vi selv havde tegnet og bygget, som vi nok kunne sælge lidt dyerer end vi havde bygget det til og at vi gerne ville låne til en æld-gammel-totalt nedslidt kommunal ejet campingplads i Bogense, som bare liiige manglede lidt kærlighed. Og nogle nye bygninger. Og et nyt klientel. Og alt muligt andet. Men at jeg vidste hvordan det ville komme til at se ud, hvordan det ville blive - og at det ville blive camping på en helt ny måde. 

D. 1. oktober 2001 havde vi købt campingpladsen i Bogense. Det er 19 år siden. Vi kalder den Kyst camping Bogense. Camping med Kærlighed